Hvorfor LEI bruges i USA
I USA bruges LEI-koden i situationer, hvor en virksomheds aktiviteter omfatter regulerede finansielle transaktioner eller brug af professionelle finansielle tjenester. LEI blev ikke oprettet som en generel virksomhedsidentifikator eller som en erstatning for et virksomhedsregister. Formålet er at gøre det muligt at behandle finansielle transaktioner teknisk korrekt i situationer, hvor transaktionsrapportering er obligatorisk.
Den amerikanske tilgang er praktisk: LEI gælder, hvor en udbyder af finansielle tjenester skal indsende data om en transaktion, og hvor entydig identifikation af en juridisk enhed er nødvendig til dette formål. Hvis en sådan forpligtelse ikke opstår, er der ikke behov for et LEI.
For et bredere regulatorisk overblik kan du se vores detaljerede guide om LEI-kode i USA: Det skal du vide.
I hvilke situationer LEI faktisk bliver nødvendigt i USA
LEI bliver nødvendigt i USA, når en virksomhed deltager i finansielle transaktioner, der er omfattet af rapporteringskrav. Det vedrører primært situationer, hvor transaktionen gennemføres eller formidles af en reguleret udbyder af finansielle tjenester.
Typiske situationer omfatter:
– derivat- og swaptransaktioner
– institutionelle eller professionelle værdipapirtransaktioner
– transaktioner på regulerede handelsplatforme
– transaktioner, som en bank eller mægler skal rapportere i eget navn
I sådanne situationer er LEI ikke et valgfrit tilvalg. Hvis LEI mangler, kan tjenesteudbyderen ikke gennemføre transaktionen korrekt i sine systemer.
Hvem stiller kravet i praksis?
I USA kommer LEI-kravet som regel ikke direkte fra myndigheden til virksomheden. Kravet opstår indirekte via udbydere af finansielle tjenester.
Myndigheder som Commodity Futures Trading Commission (CFTC) og Securities and Exchange Commission (SEC) pålægger banker, mæglere og platforme rapporteringsforpligtelser. Disse tjenesteudbydere har ansvaret for at sikre, at transaktionsdata er korrekte og i overensstemmelse med reglerne.
Hvis en rapport skal indeholde en identifikator for en juridisk enhed, skal tjenesteudbyderen indhente den fra kunden, før transaktionen gennemføres. I praksis betyder det, at LEI anmodes af banken eller mægleren – ikke af myndigheden.
Dodd-Frank-loven og rapporteringsforpligtelser
I USA udspringer den praktiske anvendelse af LEI primært af Dodd-Frank Wall Street Reform and Consumer Protection Act. Loven indførte rapporteringsforpligtelser for finansielle transaktioner for banker, mæglere og handelsplatforme. Loven kræver ikke LEI direkte fra virksomheder. I stedet forpligter den tjenesteudbydere til at indsende korrekte og entydige data om regulerede transaktioner.
For at kunne gøre dette skal tjenesteudbyderen kunne identificere, hvilken juridisk enhed der faktisk gennemførte transaktionen. LEI er det globale Legal Entity Identifier-system, der vedligeholdes af Global Legal Entity Identifier Foundation (GLEIF), og bruges som standardidentifikator til at opfylde dette krav. Derfor anmoder banker og mæglere om et LEI, før en transaktion gennemføres – ikke efter eget skøn, men for at overholde lovbestemte rapporteringsforpligtelser.
Hvorfor en bank eller mægler kræver et LEI
For en bank eller mægler handler LEI ikke om kundens bekvemmelighed, men om deres eget regulatoriske ansvar. Hvis de ikke kan rapportere en transaktion korrekt, ligger problemet hos dem – ikke hos kunden.
Derfor udskydes LEI-kravet ikke. Hvis et LEI er påkrævet, anmodes der om det, før transaktionen gennemføres. Hvis LEI mangler eller ikke er gyldigt, kan tjenesteudbyderen ikke tillade transaktionen i sit system, fordi den ikke kan opfylde sin regulatoriske forpligtelse.
Set fra virksomhedens perspektiv kan dette fremstå som et uventet eller “skjult” krav, men der træffes ingen særskilt beslutning rettet mod virksomheden. Det udspringer af tjenesteudbyderens forpligtelse til at rapportere transaktionen korrekt.
Hvordan LEI viser sig i praksis for en virksomhed
For en virksomhed viser behovet for et LEI sig som regel meget konkret. Tjenesteudbyderen oplyser, at en LEI-kode er nødvendig for at gennemføre transaktionen. Der følger ingen yderligere forklaringer eller særskilte processer.
LEI bruges ikke i den daglige drift, fakturering eller kontrakter. Det anmodes kun, når en virksomheds aktivitet når et niveau af finansielle transaktioner, hvor rapportering er obligatorisk.
Hvis en virksomhed ikke opererer inden for sådanne rammer, kan behovet for et LEI aldrig opstå. Hvis aktiviteten ændrer sig, opstår LEI-kravet i forbindelse med en konkret transaktion – ikke som en abstrakt regel.
Internationale og grænseoverskridende transaktioner
For amerikanske virksomheder opstår behovet for et LEI ofte også via internationale transaktioner. Hvis en transaktion gennemføres via en bank eller platform, der opererer i flere jurisdiktioner, bruges LEI ofte som en fælles teknisk standard.
I sådanne tilfælde udspringer LEI-kravet ikke direkte af amerikansk lov, men af, at tjenesteudbyderen skal håndtere den samme transaktion under flere regulatoriske rammer. LEI gør det muligt for tjenesteudbyderen at håndtere den samme transaktion på tværs af flere regulatoriske rammer uden særskilte undtagelser eller manuelle kontroller.
Konklusion
I USA er LEI ikke et generelt forretningskrav. I mange finansielle sammenhænge er det dog i praksis uundgåeligt. Behovet for et LEI opstår ikke blot, fordi en virksomhed eksisterer, men på grund af virksomhedens aktiviteter.
Et LEI kræves ikke af en virksomhed som en abstrakt regel. Det kræves af banker og udbydere af finansielle tjenester, når de ikke kan opfylde deres regulatoriske forpligtelser uden det. Når den tærskel er passeret, bliver LEI en forudsætning for at gennemføre transaktionen.
I en amerikansk kontekst er LEI et praktisk værktøj, der kun kommer i spil, når en virksomheds aktiviteter når niveauet for regulerede finansielle transaktioner. Når den tærskel er passeret, er LEI ikke længere valgfrit.
Hvis din virksomhed har nået den tærskel, kan du registrere eller forny dit LEI her.