GLEIF og DirectTrust udvikler en praktisk ramme for verificerbar organisatorisk identitet i det amerikanske sundhedsvæsen
Hvordan kan et hospital være sikker på, hvilken organisation der står bag et digitalt system, der anmoder om oplysninger? Og hvordan kan det verificere, at en læge, medarbejder eller automatiseret applikation reelt handler på vegne af den organisation, den hævder at repræsentere?
Disse spørgsmål bliver stadig vigtigere, i takt med at hospitaler, laboratorier, forsikringsselskaber og sundhedsorganisationer udveksler mere information gennem digitale systemer.
Den 19. oktober 2026 annoncerede Global Legal Entity Identifier Foundation (GLEIF) og DirectTrust, en amerikansk organisation med fokus på digital tillid i sundhedssektoren, et partnerskab om at fremme verificerbar organisatorisk identitet i det amerikanske sundhedsvæsen.
I centrum af initiativet står Legal Entity Identifier (LEI) og dens digitale modstykke, den verificerbare LEI (vLEI).
Partnerskabet går videre end blot at diskutere, om LEI'er kan være nyttige i sundhedsvæsenet. Parterne har identificeret konkrete anvendelsesområder, fra verificering af sundhedsorganisationer og delegeret bemyndigelse til brug af digitale legitimationsoplysninger i API-forbindelser og automatiserede transaktioner.
Som følge heraf markerer initiativet et vigtigt skridt mod at udvide LEI'ens rolle ud over den finansielle sektor.
Sundhedsvæsenet har allerede identifikatorer. Hvorfor er der brug for en ny tilgang?
Det amerikanske sundhedsvæsen bygger på flere identifikationssystemer. Et af de mest kendte er National Provider Identifier (NPI), en standard, der identificerer sundhedsudbydere i administrative og finansielle transaktioner.
At have en identifikator besvarer dog ikke alle spørgsmål om en organisations identitet, eller hvem der kan handle på dens vegne.
Sundhedsorganisationer har ofte komplekse strukturer. Et hospital kan f.eks. tilhøre en større koncern, operere på tværs af flere lokationer, outsource laboratorietjenester og forbinde sine systemer med eksterne teknologileverandører.
Sundhedsudbyderen, det sted hvor behandlingen finder sted, og den juridiske enhed, der er ansvarlig for ydelsen, er ikke nødvendigvis den samme.
Når to systemer kommunikerer, opstår der flere spørgsmål. Hvilken juridisk enhed står bag transaktionen? Har nogen verificeret dens identitet? Hvem handler på dens vegne, og hvilken bemyndigelse har vedkommende?
Eksisterende identifikatorer i sundhedsvæsenet giver ikke ét samlet svar på alle disse spørgsmål. Et NPI identificerer f.eks. en sundhedsudbyder, men fastslår ikke nødvendigvis den præcise juridiske enhed bag en bestemt sundhedsydelse. Dette skaber et praktisk behov for en supplerende måde at verificere organisatorisk identitet på.
DirectTrust adresserede denne udfordring på sundhedskonferencen ViVE 2026, der blev afholdt i februar, under en session med titlen “No Identity, No Interop”. Diskussionen undersøgte, hvordan verificerbar organisatorisk identitet kan supplere eksisterende identifikatorer, herunder LEI's og vLEI's potentielle rolle.
I oktober 2026 annoncerede GLEIF og DirectTrust deres partnerskab om at videreudvikle denne tilgang.
Fire praktiske områder, hvor LEI og vLEI kan gøre en forskel
GLEIF og DirectTrusts partnerskab identificerer fire områder for anvendelse af verificerbar organisatorisk identitet i sundhedsvæsenet.
1. Verificering af sundhedsorganisationer
En LEI giver en globalt anerkendt identifikator, der er knyttet til referenceoplysninger om en juridisk enhed.
I elektroniske sundhedstransaktioner kan dette hjælpe deltagerne med at fastslå, hvilken organisation der står bag en interaktion. De vil ikke længere være udelukkende afhængige af separate registre eller bilaterale aftaler.
2. Forbindelse mellem mennesker, digitale systemer og ansvarlige organisationer
Det er ikke kun mennesker, der igangsætter sundhedstransaktioner. Softwareapplikationer, automatiserede systemer og i stigende grad AI-drevne værktøjer udveksler også information og igangsætter anmodninger.
Initiativet har til formål at hjælpe deltagerne med at fastslå, hvilken verificeret organisation der er ansvarlig for disse interaktioner.
3. Dokumentation af organisatoriske roller og delegeret bemyndigelse
En vLEI udvider en organisations verificerede identitet til digitale legitimationsoplysninger, som deltagerne kan kontrollere kryptografisk.
En autoriseret hospitalsrepræsentant kan f.eks. fremvise en legitimation, der viser vedkommendes tilknytning til hospitalet og den definerede organisatoriske rolle. Den foreslåede tilgang omfatter også tilladelser og sundhedsspecifikke formål, hvilket hjælper andre deltagere med at verificere ikke blot den involverede organisation, men også den bemyndigelse, der er knyttet til en bestemt interaktion.
4. Brug af legitimationsoplysninger i hverdagens digitale transaktioner
De planlagte anvendelser omfatter sikker beskedudveksling, API-forbindelser og automatiserede arbejdsgange.
Det er vigtigt, fordi en stadig større del af udvekslingen af sundhedsinformation foregår direkte mellem systemer, ofte uden at en person gennemgår hver enkelt transaktion.
Følgelig kan en fælles tilgang til verificerbar identitet reducere behovet for, at hver organisation skal opbygge separate identitetskontroller for hver ny partner.
Samlet set viser disse anvendelsestilfælde initiativets praktiske retning. Målet er ikke blot at tildele endnu en identifikator til sundhedsorganisationer. I stedet ønsker parterne at gøre verificeret organisatorisk identitet nyttig i de digitale transaktioner, som disse organisationer udfører hver dag.
Sådan planlægger GLEIF og DirectTrust at omsætte modellen til praksis
En vigtig del af partnerskabet er udviklingen af en ny Qualification Agent-model.
I det eksisterende vLEI-rammeværk udsteder Qualified vLEI Issuers (QVI'er) digitale legitimationsoplysninger. Disse organisationer skal gennemføre GLEIF's kvalificeringsproces, før de kan udstede legitimationsoplysninger.
GLEIF vedligeholder allerede en offentlig liste over kvalificerede vLEI-udstedere. Dette viser, at det underliggende økosystem for legitimationsoplysninger allerede er etableret.
Den nye model har til formål at hjælpe dette økosystem med at udvide til sektorer med eksisterende certificerings- og akkrediteringsnetværk.
Under den foreslåede struktur vil GLEIF kvalificere Qualification Agents. Disse agenter kan derefter kvalificere vLEI-udstedere inden for deres egne netværk. GLEIF vil føre tilsyn med Qualification Agents, mens hver agent overvåger de udstedere, den kvalificerer.
DirectTrust bidrager med erfaring inden for akkreditering, certificering og digital identitetssikring i sundhedsvæsenet. Samtidig bidrager GLEIF med det internationale rammeværk for organisatorisk identitet og den governance-struktur, der ligger bag vLEI.
Parterne er i gang med at udvikle kravene til kvalificering, governance og tilsyn for denne foreslåede model. DirectTrust forventes at søge om kvalificering som Qualification Agent, forudsat at den nødvendige proces gennemføres. Det nye rammeværk er tiltænkt at supplere eksisterende kvalificeringsordninger frem for at erstatte dem.
Dette er en vigtig del af historien. Parterne foreslår ikke blot en teknisk løsning. De arbejder også på en måde at indføre den gennem organisationer og tillidsnetværk, der allerede opererer i sundhedsvæsenet.
I praksis kan det gøre indførelsen lettere, end hvis hver sundhedsorganisation skulle etablere en helt ny tillidsordning fra bunden.
Verificeret identitet er ikke det samme som adgang til patientdata
Der er en vigtig forskel mellem at dokumentere en persons organisatoriske rolle og at give adgang til medicinske oplysninger.
En digital legitimation kan bekræfte, at en person er en autoriseret repræsentant for et bestemt hospital. Den giver dog ikke automatisk vedkommende tilladelse til at se en patients journal.
Adgang til sundhedsoplysninger afhænger stadig af sundhedslovgivningen, forholdet mellem patient og udbyder samt adgangsreglerne i det pågældende informationssystem.
Forskellen er enkel.
En LEI identificerer den juridiske enhed. En vLEI kan hjælpe med at verificere identiteten og den organisatoriske rolle for en person, der handler på dens vegne. Separate autorisationskontroller skal stadig afgøre, om denne person kan få adgang til patientdata.
Det er også her, vLEI's potentielle værdi ligger. Den behøver ikke at erstatte eksisterende sikkerhedssystemer i sundhedsvæsenet. I stedet kan den give disse systemer et verificerbart grundlag for at fastslå, hvem der handler, og hvilken organisation vedkommende repræsenterer.
Europa tackler en lignende udfordring
Behovet for pålidelig digital identitet er ikke unikt for det amerikanske sundhedsvæsen.
EU er ved at udvikle European Health Data Space (EHDS), et rammeværk, der skal forbedre adgangen til og udvekslingen af elektroniske sundhedsdata.
Gennem MyHealth@EU udveksler deltagerlandene allerede visse typer sundhedsinformation på tværs af grænser, herunder elektroniske recepter og patientresuméer.
EU har også indført mere specifikke regler for identitetsverificering.
I september 2026 vedtog Europa-Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2026/2099, som fastsætter krav til interoperabel grænseoverskridende identifikation og autentificering af patienter, sundhedspersonale og sundhedsudbydere.
Forordningen trådte i kraft i oktober 2026 og finder generelt anvendelse fra den 26. marts 2027. Visse bestemmelser, herunder dem der vedrører brugen af European Digital Identity Wallets, finder anvendelse fra den 26. marts 2029.
USA og Europa adresserer derfor beslægtede spørgsmål. Hvordan kan organisationer og enkeltpersoner pålideligt fastslå deres identitet, når sundhedsinformation bevæger sig mellem forskellige systemer og institutioner?
Deres tilgange er dog forskellige.
Europa opbygger interoperabilitet omkring nationale identitetssystemer og grænseoverskridende infrastruktur for sundhedsdata. Det amerikanske initiativ med GLEIF og DirectTrust undersøger derimod en model baseret på internationalt verificerbar organisatorisk identitet og rollelegitimationer.
EHDS stiller ikke krav om, at sundhedsorganisationer skal bruge LEI'er eller vLEI'er.
Parallellen er dog sigende. Begge udviklinger afspejler en voksende erkendelse af, at sikker udveksling af sundhedsinformation kræver mere end sikre tekniske forbindelser. Identiteten og bemyndigelsen hos dem, der deltager i udvekslingen, skal også være troværdig.
Kan sundhedsvæsenet blive LEI'ens næste store sektor?
GLEIF og DirectTrusts partnerskab er bemærkelsesværdigt langt ud over sundhedsindustrien.
LEI er bedst kendt for sin rolle på de finansielle markeder, hvor den understøtter identifikation af juridiske enheder og lovpligtig rapportering. I sundhedsvæsenet er den foreslåede anvendelse imidlertid anderledes.
Det centrale spørgsmål er, hvordan man verificerer organisationer, mennesker og digitale systemer, der er involveret i den daglige informationsudveksling.
Dette bliver særligt relevant, efterhånden som automatiserede arbejdsgange og AI-agenter overtager flere opgaver.
Hvis en softwareagent f.eks. anmoder om information eller igangsætter en transaktion på vegne af en sundhedsorganisation, har det modtagende system brug for en pålidelig måde at fastslå, hvilken organisation der står bag, og hvilken bemyndigelse organisationen har delegeret.
GLEIF og DirectTrusts initiativ knytter denne udfordring til et eksisterende internationalt identitetsrammeværk.
Den næste prøve bliver at omsætte den foreslåede kvalificeringsmodel til praktiske implementeringer sammen med sundhedsorganisationer og teknologileverandører. Oktober-annonceringen fastslår ikke, at vLEI-baserede hospitalspiloter allerede er i gang. Den identificerer dog konkrete anvendelser og en vej til at bringe dem i brug.
Der er også en bredere lære at drage her.
Sundhedsvæsenet har ikke nødvendigvis brug for endnu et isoleret identifikationssystem. Det har brug for bedre måder at etablere tillid mellem organisationer, mennesker og teknologiplatforme, der allerede anvender forskellige systemer.
Det er netop her, en internationalt verificerbar organisatorisk identitet kan blive værdifuld.
Det amerikanske sundhedsvæsen kan blive en af de vigtigste virkelighedstests af vLEI uden for den finansielle sektor. Spørgsmålet er ikke længere, om verificeret organisatorisk identitet kan være nyttig i sundhedsvæsenet, men om GLEIF og DirectTrust kan omsætte deres foreslåede model til noget, sundhedsorganisationer bruger hver dag.